Kærlighed
Åh, den kærlighed. Den strækker sig lige fra det lidt generte, men indbydende blik i en hverdags-flirt, over den voldsomme forelskelse til det livsomstyrtende brud. Kærligheden har så mange facetter. Den har bevægelser. Og dufte. Og handlinger (både platte, charmerende, sexede, overraskende, pinlige og mange flere). Og den har traditioner. Ritualer. Den har magt. Den er uskyldig. Den er gratis. Den koster penge. Kærligheden er alt. Og hvordan du vil skrive om den, er helt op til dig – men du kan være sikker på én ting: uanset hvordan du beskriver kærligheden, så er der med garanti en blandt publikum som kan genkende sig selv i dine ord.
Relationer
Vi mennesker orienterer os mod andre. Vi inspireres af venner. Vi ses med familie. Vi taler med chefen. Vi træner i centret. Vi stjæler dyrt og løber stærkt, hvis vi er til den slags. Og i og med, at alle mennesker netop befinder sig i et net af relationer, så vil et slam med udgangspunkt i forholdet til andre mennesker altid vække genklang hos andre.
Du kan fortælle om hvorfor en relation er god – eller hvorfor den bør stoppe. Du kan slamme om online relationer. Om dem du savner. Om dem der virkelig burde betyde noget mindre. Om dem der betyder alt.